Trivsel og social træning
På Alme Skole er det afgørende at alle børn oplever trivsel. Det er grundlaget for at opnå høj grad af læring. At sikre en gruppes trivsel kræver social træning.
Trivsel på skemaet
Faget trivsel er på skemaet på alle årgange på Alme Skole. I faget arbejdes der med social træning gennem lege, møder og klassedialoger. Formålet med dette fag er at sikre børnenes trivsel - såvel personligt som i gruppen. Samtidig ønsker vi at skabe en forståelse for hvert enkelt barns rolle og ansvar for klassen og læringen i fællesskabet.
Undervisningen i trivsel varetages af klasselæreren i samarbejde med andre af skolens lærere og pædagoger.
SUPER!! - Superhelte i indskolingen
Alme Skole giver trivslen et ekstra løft i indskolingen (Bh. og 1. kl) med konceptet SUPER!! Skolen er blevet særligt udvalgt som en af 11 skoler i Danmark, der kører det nye trivselskoncept Super!! for at skabe endnu større trivsel blandt skolens yngste elever.
MOT - Robuste unge
I udskolingen (7. - 9.- klasse) benytter Alme Skole trivselsprogrammet MOT. MOT er oprindeligt et norsk trivselskoncept, som flere og flere skoler i Danmark er begyndt at bruge. Formålet med MOT er at styrke unges robusthed, livsmestring, mentale sundhed, bevidsthed og mod. Samtidig styrkes klassens fællesskab og trivsel.
Skolen har to uddannede MOT-coaches, som gennem fastlagte forløb besøger klasserne med temaerne: Mod til at leve, mod til at vise omsorg og mod til at sige nej.
“Jeg elsker, når der er MOT på skemaet. Her undersøger vi fællesskabet, hvordan man træffer sine egne valg samt viser omsorg for andre og for sig selv”
Trivselsvejledere
Ud over de skemalagte trivselsforløb har skolen tre trivselsvejledere, som kan indgå i forløb både på klasseniveau og i mere personlige forløb med børn. Arbejdet består blandt andet af observationer i klassen og i frikvarterer, konflikthåndtering, samtaler med børn, forebyggende indsatser i grupper, supervision mm.
Samarbejde med forældre
Alme Skole lægger vægt på et sundt og positivt samarbejde omkring børnenes læring. Derfor ønsker vi et nært forældresamarbejde.